Dengang jeg arbejdede som konsulent for et stort ingeniørfirma, rejste jeg ualmindeligt meget. Ikke bare her i Danmark. Nej. Over hele verden. Det var ofte lange og besværlige rejser. Jeg skulle måske være i Kina i 15 dage for derefter at skulle bruge 3 dage i Beograd, inden jeg kunne komme hjem. For så at skulle afsted i ugen efter igen. Nogle mennesker tror, at det er meget glamourøst at rejse med sit arbejde. At bo på hoteller. At skulle spise på restauranter hver dag. Jeg kan lige love dig: Det er det ikke. Det er sjovt de første par gange, man gør det. Bagefter er det rent ud sagt meget kedeligt og ensformigt.
Nye oplevelser
Der er naturligvis nye og spændende ting at opleve på et nyt sted, man kommer den første gang. Men efter bare 2 besøg i den samme by, så bliver besøg nr. 3 altså lidt kedeligt. Man kan jo ikke melde sig ind i en sportsklub – eller dyrke sine fritidsinteresser. Man kan kun arbejde. Og ja, det at bo på hotel er naturligvis godt nok. Så længe hotellet har nogle gode faciliteter. Men det er altså også ensformigt: Et værelse med brusebad og toilet. En seng og et skrivebord. Internetforbindelse. Muligvis også en kaffemaskine og et strygejern, så skjorten kan blive strøget efter at have været krøllet sammen i kufferten. Ja.
Gulvene med tæppefliser
En foyer, hvor gulvet som regel er lavet af enten marmor eller granit – eller belagt med tæppefliser. Og på 3. sal, hvor ens værelse ligger, er der meterlange mellemgange – alle sammen belagt med tæpper, så man ikke kan høre de andre gæster, når de kommer hjem efter en sightseeingtur.Det er vel OK at kalde det for funktionelt gulvdesign?
Man bliver ligesom helt anonym, når man lever i sådan en verden. Får ikke tid til at udvikle venskaber. Man får en masse bekendte. Og ja, det hændte da for mig, at en af mine bekendte blev en god ven. Jeg blev inviteret til at bo hos ham og hans kone, næste gang jeg skulle opholde mig i byen. Det var dejligt. At bo i et hjem. Et rigtigt hjem. Med børn, der ler og græder. Med en familie. Det var dejligt at skulle ud og købe små afskedsgaver til hele familien, som jeg boede hos i flere omgange. Og det var dejligt at få lov til at være en del af deres hverdag.
Sker sjældent
Men det er en af de sjældnere tilfælde. Der sker ofte det, at man går ud og spiser sammen med dem, man arbejder sammen med lokalt. Man får et lille indblik i, hvor de lokale ville gå ud at spise. Man får et indblik i deres kultur.
Men desværre, så skal man ofte bare videre. Til næste projekt. Og når det projekt, man arbejder sammen med de lokale på, er gennemført, ja så ved man, at man ikke kommer tilbage. Er det mon grunden til, at jeg i dag stadigvæk ikke tør binde mig i relationer med andre mennesker? Jeg er ikke i tvivl. 20 år som omrejsende konsulent – med succes – er ødelæggende.
