For godt et års tid siden købte min mand og jeg en sofa. Vi havde længe gået og kigget på sofaer, men havde svært ved at bestemme os for, hvilken én vi skulle købe. Men en dag, så tog min mand en beslutning, kørte ind til forretningen og købte én af dem, vi havde kigget på. Og hans valg var godt. Den passer fint til rummet, det står i, og den er utrolig behagelig at slænge sig på, når man bare gerne vil være doven eller hygge sig.
Sofa og seng i én
Vores store søn bruger den som seng, når han er her. Han bor inde i centrum, men kommer tit på besøg. Især når han har brug for at få vasket noget tøj. Han er studerende, så vi hjælper gerne med en vask i ny og næ. Han kunne gå på vaskeri, men det koster penge, og han vil vist hellere bruge dem på en ekstra øl, når han er i byen med kammeraterne. Det er hyggeligt, når han kommer. Jeg laver som regel hans livret til ham, når jeg ved i forvejen, at han kommer. Og vi sludrer sammen. Han fortæller mig om sit studie. Tredje semester er det værste. De har anatomi, og det er ren udenadslære. De har fået udleveret sådan et par knogler, som de skal identificere og sætte navn på. Hånden alene har 27 knogler, som hver har deres navn. Han hader det, men siger, at han nok skal komme igennem det semester. Og når det er overstået, bliver det sjovere at læse til læge. Det er sent om aftenen, og vi er trætte. Jeg går ind i soveværelset og finder den ekstra dyne og pude frem til ham. Heldigvis er det søndag i morgen, så han kan sove længe. Han mumler noget om, at det glæder han sig til. Det er dejligt at sove på en god sovesofa og høre fuglene kvidre om morgenen.
Jeg går ud i køkkenet efter et glas vand.
Da jeg kommer tilbage, kan jeg se, at han og min mand har fjernet sofaens hynder og flyttet sofabordet til side. De har vippet den op og står og trækker i en eller anden dims. ”Hvad laver I? Skal vi ikke i seng?” Min mand svarer, at de har opdaget, at vores sofa i virkeligheden er en sovesofa, så de vil lige folde den ud, så vores søn kan ligge godt. Men den mekanisme, som man skal trække i, er meget stram.
Jeg anede ikke, at vores sofa er en sovesofa. Har aldrig tænkt på, at den kan foldes ud.
De trækker og trækker i dimsen, men der sker ikke noget. Min mand bander højt.
Jeg går hen til dem og ser, hvad de laver. Af en eller anden grund har jeg den der magiske evne til at se, at man ikke skal trække i dimsen. Jeg trykker på den, og vupti: Sofaen folder sig ud. Den blev til en stor seng. Plads til to mennesker. Vi reder sengen, og min store dreng lægger sig godt til rette. ”Godnat.”
